Den nordamerikanske ishockeyliga NHL vil udvide slutspil til 24 hold, når coronaramt sæson bliver genoptaget.

Den nordamerikanske ishockeyliga NHL vil genoptage sæsonen med et udvidet slutspil for 24 hold.

Det oplyser NHL-chefen Gary Bettman tirsdag aften, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ligaen har hele tiden planlagt at fortsætte sæsonen, der har været suspenderet siden 12. marts på grund af coronapandemien, men det har været uvist, hvordan det skulle ske.

Nu står det klart, at resten af kampene i grundspillet droppes, samt at slutspillet om Stanley Cup-pokalen udvides fra normalt 16 til 24 hold. Alle kampe skal afvikles i to byer, som der endnu ikke er sat navn på.

Det er også uafklaret, hvornår sæsonen starter igen, men ifølge Gary Bettman bliver det tidligst i slutningen af juli.

- Selv om vi er ivrige efter at komme tilbage på isen, vil vi ikke gøre noget, før medicinske eksperter og de relevante myndigheder har forsikret os om, at det er sikkert og forsvarligt at gøre det, siger Gary Bettman ifølge Reuters.

Et slutspil med 24 hold indebærer, at de fire bedste hold i i henholdsvis øst- og vestkonferencen er garanteret en plads i første runde af slutspillet.

De skal spille internt om deres seedning. Holdet med den bedste seedning har hjemmebanefordel, hvis en slutspilsserie ender i en syvende og afgørende kamp.

De øvrige 16 hold i slutspillet indleder med et såkaldt "play-in", der også tidligere har været brugt i dansk ishockey.

To hold møder hinanden i en serie, hvor der spilles bedst af fem kampe. De i alt otte vindere af "play-in" får en plads i slutspillets første runde.

NHL omfatter i alt 31 hold. De resterende syv hold kommer ikke i kamp igen før næste sæson.

/ritzau/