San Jose Sharks og Nashville Predators tørner sammen fredag og lørdag i Prag i sæsonens første NHL-kampe.

Den nordamerikanske ishockeyliga og verdens bedste liga, NHL, tyvstarter fredag aften dansk tid.

Det sker med mødet mellem San Jose Sharks og Nashville Predators.

Åbningskampen spilles i den tjekkiske hovedstad, Prag.

San Jose Sharks - her i en preseason-kamp - møder fredag aften Nashville Predators. Allison Dinner/Ritzau Scanpix
San Jose Sharks - her i en preseason-kamp - møder fredag aften Nashville Predators. Allison Dinner/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er første gang, der afvikles en NHL-kamp på neutral grund i Europa, siden coronapandemien brød ud i begyndelsen af 2020.

Nashville Predators og San Jose Sharks tørner sammen igen samme sted lørdag aften. Først i den efterfølgende uge kommer ligaens andre klubber i aktion på nordamerikansk is.

Starten på den nye sæson markerer samtidig, at man er helt tilbage med fuld kapacitet i alle arenaer, efter at corona de seneste sæsoner har sat sit præg på afviklingen, skriver NTB.

Sæsonen fortsætter indtil juni 2023, når Stanley Cup-trofæet skal finde sin ejer.

Den forsvarende mester, Colorado Avalanche, indleder sin sæson natten til torsdag dansk tid på hjemmebane mod Chicago Blackhawks.

/ritzau/