Tæt på alle spillere i NHL vil være færdigvaccinerede om en måneds tid, fastslår vicedirektør Bill Daly.

Tæt på 100 procent af spillerne i den nordamerikanske ishockeyliga NHL er blevet vaccineret eller er i gang med det.

Det beretter ligaens vicedirektør, Bill Daly. Ifølge ham vil kun ganske få mangle deres sidste stik, når sæsonen starter 12. oktober.

- Ifølge vores seneste informationer vil ti spillere eller færre ikke være færdigvaccinerede den dag, siger Bill Daly ifølge nhl.com.

De 32 klubber i NHL har endnu ikke deres endelige trupper på plads, og derfor er der lidt usikkerhed om tallet.

- Men jeg tror, vi ret sikkert kan sige, at det bliver færre end 15 spillere, siger Daly.

Hvis alle 32 klubber udnytter deres fulde kapacitet, vil NHL i den kommende sæson bestå af 736 spillere, og Daly anslår, at omkring 25 hold vil have trupper, hvor alle er færdigvaccinerede.

- Vi har haft nogle spillere, der har tøvet med at blive vaccineret. Vores seneste information er, at den tøven er aftagende.

- Nogle spillere, der var afventende, bliver nu vaccineret, så forhåbentlig vil 100 procent være færdigvaccinerede i løbet af sæsonen, siger Bill Daly, der i samme ombæring roser spillerforeningen, NHLPA, for at informere spillerne om vacciner og opfordre dem til at få stikket eller stikkene.

Som en del af NHL's coronaprotokol skal alle, der arbejder med spillerne til dagligt, være vaccinerede.

Af samme årsag fyrede Columbus Blue Jackets forleden assistenttræner Sylvain Lefebvre, da han ikke ønskede at blive vaccineret.

I mindst 10 af 32 byer skal fans være vaccinerede for at komme ind til kampene.

- Tallet kommer formentligt til at vokse. Jeg forventer, at det bliver en slags standard. Det er typisk klubberne, der bestemmer i samarbejde med de lokale sundhedsmyndigheder.

- Vi støtter det, men meget bliver også styret af sundhedsmyndighederne i nogle af vores byer, siger Bill Daly.

NHL er hjemsted for flere danske spillere. Blandt andre landsholdsprofilerne Nikolaj Ehlers, Lars Eller, Oliver Bjorkstrand og Frederik Andersen.

/ritzau/