Lørdag gjorde Danmark livet surt for det svenske ishockeylandshold, og søndag fortsatte nedturen for de blågule.

Sverige indkasserede sit andet nederlag ved VM, da Hviderusland blev for stor en mundfuld. Hviderusserne vandt kampen 1-0.

Det betyder, at Sverige stadig er uden point i gruppe A, hvor fire ud af otte hold går videre til kvartfinalen.

Her ligger Rusland og Slovakiet i øjeblikket i front med seks point for to kampe, mens Schweiz og Danmark, der møder hinanden senere søndag, ligger nummer tre og fire.

Kampens eneste scoring i Sveriges nederlag søndag faldt 33 sekunder inde i tredje periode, da German Nesterov sendte pucken i mål.

Sverige har vundet VM 11 gange – senest i 2018, da mesterskabet blev afholdt i Danmark.

/ritzau/