Det danske ishockeylandshold for kvinder får alligevel ikke debut ved A-VM i Canada i slutningen af marts.

Turneringen er nemlig blevet aflyst som en konsekvens af spredningen af coronavirus.

Det oplyser Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) ifølge ESPN til nyhedsbureauet AP.

Beslutningen om at aflyse turneringen blev truffet på et telefonmøde lørdag, siger IIHF-præsident René Fasel.

Arrangørerne er bekymret for spillerne og fansenes helbred, efter at coronavirusset har spredt sig fra Kina til det meste af verden.

En lang række sportsbegivenheder er blevet aflyst i de seneste uger, mens andre skal afvikles uden tilskuere.

Det var de canadiske byer Halifax og Truro, der skulle have været vært for VM-turneringen, som efter planen skulle begynde 31. marts og køre frem til 10. april.

Danmark spillede sig sidste år op i A-gruppen for første gang. Holdet skulle have spillet sin første kamp i det fineste selskab 1. april mod Ungarn.

Det er anden gang i historien, at et A-VM for kvinder bliver aflyst. Det skete også i 2003, hvor turneringen skulle have været afviklet i Kina, men blev aflyst på grund af SARS-udbrud.

Verdensforbundet har i forvejen aflyst seks VM-turneringer på lavere niveau, som skulle have været afviklet i dette forår.

Om herrernes A-VM bliver afviklet, er fortsat usikkert. Turneringen skal spilles i Schweiz fra 8. maj, men aktuelt er den schweiziske ishockeyliga suspenderet for at begrænse risikoen for spredning.

IIHF regner med at vente til midten af april med at træffe en afgørelse.