Efter et ”absolut godkendt resultat”, som landstræner Heinz Ehlers karakteriserer Danmarks VM-præstation i Riga, hedder næste stenhårde opgave OL-kvalifikationen.

Var det et disciplineret dansk kollektiv med et stærkt forsvar og stor sejrsvilje, som spillede sin tredjebedste VM-turnering nogensinde trods manglen på flere nøglespillere fra verdens bedste ligaer, bliver Heinz Ehlers’ hold forstærket på adskillige pladser, når det går løs i Norge 26.-29. august mod værtsnationen Norge, Slovenien og Sydkorea i kampen om en OL-plads i Kina næste år.

Her vil landstræneren kunne disponere over otte spillere mere fra de nordamerikanske ligaer, NHL og AHL, samt to fra russiske KHL, hvis alle er skadefri.

Navnene er Frans Nielsen, Detroit Red Wings, Lars Eller, Washington Capitals, Frederik Andersen, Toronto Marple Leafs, Nikolaj Ehlers, Winnipeg Jets, Oliver Bjorkstrand, Columbus Blue Jackets, Patrick Russell, Edmonton Oilers, Joachim Blichfeld, San Jose Sharks, Jonas Røndbjerg, Henderson Silver Knights, Peter Regin, Jokerit, og Philip Larsen, Salavat Yulaev Ufa.

“Jeg har været i kontakt med alle ti bortset fra Frederik Andersen, som har haft travlt i Toronto. Alle er positive,” siger Heinz Ehlers til B.T.

”Men ét er at have et stærkt hold på papiret. Spillerne skal også kunne fungere som et hold på isen. Min opgave er at få dem til at trække i samme retning og have det samme mål, dæmpe deres egoer og spille med løven på brystet.”

Heinz Ehlers har taget mange positive ting med hjem fra Letland. Ikke mindst landsholdets stærke defensive udtryk og den kolossale sejrsvilje.

”Vi gav os selv en chance for at tage point i alle kampe. Uanset hvem vi stod overfor,” siger Heinz Ehlers.

Tre kampe fremhæver han. Den historiske 1-0 sejr over Sverige, 0-3 nederlaget mod Rusland (efter 0-1 midt i tredje periode) og nederlaget på straffeslag mod Tjekkiet.

VMs tre bedste danske spillere, kåret af trænerteamet, blev målmanden Sebastian Dahm, Markus Lauridsen og Nicklas Jensen.

 

Torsdagens VM-kvartfinaler:

Schweiz-Tyskland. B.T.s tip: Schweiz vinder.

USA-Slovakiet. B.T.s tip: USA vinder.

Rusland-Canada. B.T.s tip: Rusland vinder.

Finland-Tjekkiet. B.T.s tip: Finland vinder.