Når man kender den mangeårige rivalisering mellem Danmark og Norge, ramte ordene fra Mikkel Bødker plet.

»Jeg hader at tabe til Norge. Det er noget af det mest forfærdelige,« sagde han minutterne efter 0-4 nederlaget i aftes i Rødovre Centrum Arena til TV 2 Sport.

Man kunne se på Danmarks bedste spiller med 12 sæsoner og 743 kampe i NHL som en solid ballast, at han mente det. Det gjorde ondt.

Resultatmæssigt en skrækkelig VM-generalprøve mod et kynisk og effektivt norsk hold, som iskoldt udnyttede de danske fejl. Men spillemæssigt var et hårdt arbejdende dansk hold godt med det meste af kampen. Helt dårligt var det ikke.

Mikkel Bødker.
Mikkel Bødker. Foto: Christian Petersen
Vis mere

Kampens store spiller var den dobbelte norske målscorer, det 21-årige stjerneskud Mathias Emilio Pettersen.

I tredje periode lavede Mathias Bau en tåbelig tackling i ryggen på en nordmand op i plexiglasset. Det kostede fem minutter, farvel og tak og en norsk scoring. Den slags fejl er der ikke råd til, når VM går i gang om en uge.

Frederik Storms uheld i onsdagens kamp i Rødovre Centrum Arena har givet Heinz Ehlers dybe panderynker.

Den 32-årige wing fra DEL-semifinalisten ERC Ingolstadt kom et kvarter inde i første periode skævt ind i en tackling ved banden i egen zone og pådrog sig en skade og udgik. Det var meningen, han skulle være scannet torsdag, men den er udsat til fredag.

Frederik Storm, som står over for sin tiende VM-turnering, skal scannes fredag efter sin skade i Norgeskampen i onsdags.
Frederik Storm, som står over for sin tiende VM-turnering, skal scannes fredag efter sin skade i Norgeskampen i onsdags. Foto: Thomas Sjørup
Vis mere

Han følte fremgang dagen derpå, men om han bliver klar til VM i Riga om en uge er stadig et åbent spørgsmål.

»Frederik har klassen og rutinen og er en vigtig spiller for os,« sagde Heinz Ehlers.

Frederik Storm står over for sin tiende VM-turnering. Han fik sin hockeyopdragelse i Gentofte (ligesom andre topnavne som Patrick Russell fra Edmonton Oilers og brødrene Oliver og Markus Lauridsen) og kom via Herlev og Sønderjyske til Sverige.

Han spillede ikke færre end otte sæsoner for Malmö Redhawks, inden han sidste år satte kursen sydpå til Ingolstadt, hvor han også spiller den kommende sæson.

Rutinerede Morten Madsen er klar til VM og kommer til Letland med masser af spilleglæde efter Timrås oprykning til SHL.

Det bliver også et plus, når San Jose Sharks’ playmaker Alexander True dukker op (rejser fra New York til Riga på søndag), og Nicklas Jensen fra Jokerit er med igen efter en uges pause.

Det ser slet ikke så mørkt ud, som 0-4 i generalprøven mod Norge i aftes kunne antyde.

Danmark-´tabte torsdagens kamp til Norge med 0-4 (0-0, 0-3, 0-1).