Det bliver Heinz Ehlers, der afløser svenske Jan Karlsson som Danmarks ishockeylandstræner, erfarer JP.

København. Heinz Ehlers bliver ny landstræner for ishockeylandsholdet, erfarer Jyllands-Posten.

Torsdag kom det frem, at Jan Karlsson stopper som landstræner. Svenskerens kontrakt med Danmarks Ishockey Union (DIU) udløb denne sommer, og parterne har besluttet, at den ikke bliver forlænget.

Heinz Ehlers blev i den seneste sæson indlemmet i den danske landsholdsstab som assisterende træner. Han var derfor med ved VM i Danmark i maj.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danmarks Ishockey Union, skriver Jyllands-Posten.

Ritzau har talt med Heinz Ehlers, der ikke ønsker at udtale sig i sagen.

Ifølge Jyllands-Posten fortsætter Heinz Ehlers som klubtræner i Schweiz, samtidig med at han skal være landstræner. Han er træner for holdet Langnau Tigers.

Den seneste danske landstræner for ishockeylandsholdet var Per Holten Møller, der trænede holdet i starten af 1990'erne.

Jan Karlsson blev ansat i 2013 som afløser for landsmanden Per Bäckman. Jan Karlsson nåede fem VM-turneringer i spidsen for det danske landshold med kvartfinalepladsen i Rusland i 2016 som det bedste resultat.

Forhandlingerne om en kontraktforlængelse var sat på standby til efter VM. Her vandt det danske landshold fire kampe, men gik lige akkurat glip af en plads i kvartfinalen.

Den største sportslige skuffelse i Karlssons regeringstid er den glippede OL-kvalifikation i 2016.

Den nye ishockeylandstræners første alvorlige opgave er VM i Slovakiet i 2019.

/ritzau/