Per Albæk er død efter længere tids kræftsygdom. Han var læge på ishockeylandsholdet i mange år.

Den mangeårige læge på ishockeylandsholdet Per Albæk er død.

Det skriver Danmarks Ishockey Union på sin hjemmeside.

'En trist meddelelse er tikket ind fra Herning, for dansk ishockey har sagt farvel til en stor personlighed,' skriver unionen.

Albæk døde efter længere tids kræftsygdom:

'Hans altid rolige, venlige og vedkommende personlighed gjorde ham til en person, som alle kunne lide, og hans måde at være på aftvang respekt og fortrolighed hos spillere og ledere i dansk ishockey.'

I 1996 begyndte Per Albæk sit arbejde som læge på seniorlandsholdet, og da Danmark stod for værtskabet ved VM i 2018, var han medicinsk ansvarlig for turneringen. Noget som i ishockeyunionens mindeord bliver kaldt for 'et fantastisk højdepunkt'.

Per Albæks søn Jesper Albæk var professionel ishockeyspiller og spillede i en årrække for Herning Blue Fox. Her har Per Albæk også været tilknyttet.

'Per Albæk var - inden han gik på pension - mangeårig og afholdt praktiserende læge i Ikast, og hans farvel til livet efterlader et stort hul i dansk ishockeys nyere historie,' skriver Danmarks Ishockey Union.

/ritzau/