I et tilbageblik til 70’erne fortæller BTs ishockeymedarbejder, Peter Fredberg, om de første to danskere, der søgte lykken i udlandet, den legendariske Gladsaxe-målmand Bent Roland Hansen og KSFs målkonge Jesper Hviid:
Gislaved, en flække i Småland et par hundrede kilometer fra Helsingborg, var i efteråret 1972 mål for en Sverigestur.
Jeg tog derop for at se Danmarks første to udlandsproffer, målmanden Bent Roland Hansen og wingen Jesper Hviid, debutere i 2. division mod Malmö IF.
Bent Roland Hansen var datidens største danske ishockeynavn og en spiller, svenske eliteklubber viste stor interesse. Flere eksperter spåede, at den 25-årige målmand fra Gladsaxe om to år ville være blandt Sveriges bedste, og en klub som Färjestad blev i svenske aviser nævnt som en af dem, der havde seriøst kig på ham.
”Får jeg om et halvt år et tilbud, bliver jeg herovre,” sagde Bent Roland Hansen til BT.
Gislaveds træner, Rolf Andersson: ”Vi får næppe lov at beholde ham. Han har udviklet sig kolossalt og kan blive en af Sveriges største målmænd.”
Mens Gladsaxe-målmanden på det tidspunkt sigtede efter en karriere hinsidan, lå det i kortene, at Jesper Hviid ville vende tilbage til KSF efter sæsonen.
”Jeg begynder efter sommerferien på universitetet. Jeg tog med Bent herover for at se, hvor god jeg kunne blive. Mulighederne for at kunne udvikle sig derhjemme er for små,” sagde Jesper Hviid i artiklen.
Bent Roland Hansen returnerede dog til Gladsaxe efter sæsonen i Gislaved. Familien og arbejdet vandt over den svenske drøm. Men talentet havde han.
Bent Roland Hansen blev den første danske 100 landskampjubilar. Han rundede det magiske century i den sidste landskamp i VM-turneringen i Las Palmas på Gran Canaria i 1978.
Et eksotisk VM. Vi pressefolk kom til kampene iført shorts og t-shirts og sad bag det store panoramavindue bag det ene mål i Palacio del Hielo og drak lumumba i pausen. Det var andre tider dengang for både spillere og journalister. En dag smeltede isen i hallen, og VM blev naturligvis døbt Softice-VM.
Da landsholdet landede i Kastrup, fandt tolderne flere flasker gemt i Bent Roland Hansens målmandsudstyr, men det er en helt anden historie.
Bent Roland Hansen var en legende. Han døde i 2011 i en alder af 63 år. Jeg var med til hans bisættelse fra Søborg Kirke, og det var dejligt at se så mange af hans gamle ishockeyvenner, der var mødt op, selv om han i mange år ikke havde kontakt til sporten.
Det kom bag på mange, at jeg i 2006 havde ham som målmand på ”Alle tiders danske hold” i konkurrence med yngre koryfæer som George Galbraith, Jan ”Sild” Jensen og Peter Hirsch. Men Roland, som vi kaldte ham, var i slutningen af 60erne og op gennem 70erne langt forud for sin tid.
Han var mere end nogen anden manden bag Gladsaxes fem danske mesterskaber i perioden 1967-75, og da jeg interviewede ham i 2006, sagde han:
”Det er sjovt pludselig at blive mindet om de gode, gamle dage. Jeg har ikke haft noget med ishockeyen at gøre siden 1979.”
Hans store force var hans skøjteløb og evne til at læse spillet. Med målmandsudstyr løb han lige så godt som mange af datidens markspillere.
”At jeg blev målmand skyldtes, at vi ikke havde nogen penge derhjemme. Skulle jeg dyrke sport, skulle det være gratis. Jeg havde ikke råd til at købe skøjter, men ville jeg stå på mål, fik jeg udstyret.”
Bent Roland Hansens talent var så stort, at han efter blot tre års træning fik VM-debut på landsholdet som 17-årig.
”Der er en verden til forskel på niveauet i dag og dengang, vi spillede. Vi var amatører og lå og rodede rundt i C-gruppen. Ingen drømte om, at lille Danmark nogensinde skulle komme til at spille med verdens største ishockeynationer,” sagde han.
”Jeg er imponeret over de unge, supertalentfulde spillere som Jannik Hansen og Frans Nielsen og husker, da jeg spillede med deres fædre (Bent Hansen, Rødovre, og Frits Nielsen, Herning/AaB, red.).”
Bent Roland Hansen var flere gange i konflikt med DIUs ledelse og blev ved to lejligheder idømt karantæne. Han kritiserede de dårlige økonomiske betingelser og manglende VM-forberedelser (landsholdssamlinger var en by i Rusland), så også på det punkt var han forud for sin tid. Jeg skrev spalte op og spalte ned om hans krig med unionen. Tro det eller ej, men dengang skrev aviserne mere om dansk ishockey end i dag.
Da landsholdet skulle til VM i Holland i 1973, havde han karantæne, men han ville derned og hilse på sin tidligere træner i Gladsaxe og på landsholdet, Lasse Lilja, så jeg havde ham med i bilen til Holland.
Jesper Hviid topscorer som 16-årig
Jesper Hviid var 16 år, da han vandt sit første danske mesterskab med KSF 1970. Det mest bemærkelsesværdige var, at han trods sin unge alder blev topscorer i 1. division med 22 mål i 14 kampe.
Fire år senere blev den store og fysisk stærke hardhitter draftet af Winnipeg Jets i WHA, som dengang var en konkurrent til NHL.
Jesper Hviid var udtaget til VM i 1971 i Holland, men kunne ikke få fri af rektor på gymnasiet, så debuten måtte vente til 1972 i Miercurea Ciuc i Rumænien.
VM-karrieren sluttede efter Danmarks første turnering i B-gruppen i Galati i Rumænien i 1979. Det blev i alt til 80 landskampe og syv VM-turneringer, og i 80erne fulgte fire år som sportschef og fysioterapeut for landsholdet.
Om sine første år i toppen af dansk ishockey siger han:
”Da jeg startede i KSF, trænede vi tirsdag og torsdag og spillede kamp i weekenden. Jeg spillede også på KSFs juniorhold og juniorlandsholdet og spillede således en del flere kampe end de fleste. Der var stor forskel på det spillemæssige niveau hos de bedste og de dårligste spillere på et hold i 1. division. Vi var nogle stykker i KSF, der kunne have gjort sig på et højere niveau.”
Jeg fandt under research til denne artikel et eksemplar af BT fra mandag 22. marts 1971. Jeg havde skrevet fire sider om sæsonens sidste kamp, Gladsaxe versus KSF. Gladsaxe var sikre på guldet uanset resultatet.
I anden periode forlod KSF isen i Gladsaxe Skøjtehal i protest mod Gladsaxes ”svinske og farlige spil”, og skandalen var en kendsgerning.
Manden bag udmarchen, KSFs formand og kaptajn Guddi Høybye, blev senere idømt to års karantæne og resten af holdet tre spilledage. KSF kunne være blevet degraderet for ikke at have fuldført turneringen, men fik lov at blive i 1. division.
Jesper Hviid var efter kampen den eneste KSF’er, der blev kaldt en sportsmand. Han takkede efter den afbrudte kamp mestrene fra Gladsaxe, mens holdkammeraterne var gået i omklædningsrummet.
”Under balladen var jeg nede for at blive syet for en flænge under det ene øje og vidste ikke, hvad der var sket. Da jeg kom op, var mine holdkammerater skredet, og når jeg nu alligevel stod på isen, ville jeg ønske Gladsaxe-spillerne til lykke med mesterskabet,” mindes han den groteske situation.
Om aftenen havde jeg inviteret til en større rundbordssamtale på BT med Guddi Høybye, Bent Roland Hansen, DIUs formand Otto Randholm, dommerklubbens formand Kaj Elley, og Rødovre-formanden Albert Thorup.
Otto Randholm, Kaj Elley og Albert Thorup fordømte i skarpe vendinger KSF-kaptajnens handling.
Derimod forstod Bent Roland Hansen godt Guddi Høybye. Han kunne have fundet på det samme og tilføjede:
”Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Flere skandaler, flere tilskuere, flere penge i kassen.”
Og Guddis ord i overskriften på BT-sportens forside:
”Jeg har intet at fortryde.”
