I Metal Ligaens forrige spillerunde måtte guldaspiranterne fra Aalborg Pirates se sig besejret af Herning Blue Fox efter en straffeslagsafgørelse. Men tirsdag fandt nordjyderne atter vej til fuld pointhøst.
Ført an af en stærkt spillende Martin Højbjerg vandt Aalborg hjemme med 4-2 over Sønderjyske, som ellers kom foran tidligt i opgøret.
På under tre minutter midtvejs i anden periode fik aalborgenserne dog vendt det hele på hovedet. Især takket være Martin Højbjerg.
På mindre end tre minutter scorede han hattrick, og så havde hjemmeholdet sat en solid kurs mod fuld pointhøst.
Seks minutter før tid i afgørende periode skabte Steffen Frank spænding i opgøret, men det holdt kun to minutter. Så lukkede Tobias Maximilian Ladehoff kampen med målet til 4-2.
Sejren sender Aalborg op på 30 point på andenpladsen. Sønderjyske ligger nummer fire med 27 point.
/ritzau/
