McGregor har på det seneste været en af Rungsteds nøglespillere, og derfor ønskede man fra klubbens side heller ikke at imødekomme det ønske om et skifte, som canadieren ytrede.
- Bryan McGregor meddelte lørdag middag at han ønskede at forlade Rungsted til fordel for en anden klub. Vi oplyste Bryan, at vi ikke var interesseret i at lave ændringer i truppen, men på trods af dette valgte han at forlade Danmark søndag uden tilladelse, lyder det fra klubben på sin hjemmeside.
- Sagen er nu overdraget til DIU og IIHF, da Rungsted Ishockey besidder spillerlicensen, og Bryan McGregor er derfor låst for spil i klubber under IIHF på nuværende tidspunkt.
McGregor, der har lavet 18 point i 16 kampe for Rungsted, har en kontrakt, der udløber efter grundspillet, og den kontrakt rummede muligheden for en forlængelse, hvis klubben sikrer sig kvalifikation til slutspillet.