Letland ønsker kompensation for at være enevært for VM, efter at Hviderusland blev droppet som medarrangør.

Uroplagede Hviderusland blev mandag frataget sit medværtskab for dette års VM i ishockey efter stort pres fra andre deltagerlande, hovedsponsoren Skoda og den anden VM-vært, Letland.

Nu skal det så besluttes, om Letland kan afholde VM alene, eller om Danmark eller Slovakiet, der har lagt billet ind på at hjælpe, skal være medarrangør.

Tirsdag tilbyder Letland at afvikle turneringen på egen hånd. Men i så fald vil man have økonomisk kompensation for de ekstra omkostninger.

Det siger Letlands premierminister, Krisjanis Karins, til den lettiske avis Diena ifølge nyhedsbureauet TT.

Letlands Ishockeyforbund er indstillet på alle scenarier.

- Vi har foreslået, at Riga kan være vært for hele turneringen, men vi er også klar på at samarbejde med en anden partner, lyder det fra forbundets formand, Aigars Kalvitis.

Det ligger fast, at Letlands hovedstad, Riga, afvikler den ene af de to VM-grupper.

Gruppe A, som Danmark er en del af, vil blive afviklet i Herning eller Bratislava, hvis Letland ikke skal stå med begivenheden alene.

Beslutningen vil blive truffet inden for to uger.

Mandag besluttede Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) at fjerne værtskabet fra Hviderusland, der har oplevet voldsomme demonstrationer rettet mod præsident Aleksandr Lukasjenko, efter at han i august blev genvalgt.

Oppositionen beskyldte præsidenten for at have svindlet med valget, og EU har siden indført sanktioner mod Lukasjenko.

Desuden vurderede en ekspertgruppe nedsat af IIHF, at Hviderusland ikke håndterede coronasituationen i tilstrækkelig god grad.

VM skal afholdes fra 21. maj til 6. juni. Sidste år blev VM aflyst på grund af coronapandemien.

/ritzau/