Nederlaget til New York Islanders i første runde af NHL-slutspillet koster Washington Capitals' træner jobbet.

Ishockeyklubben Washington Capitals har fyret cheftræner Todd Reirden efter et hurtigt exit fra slutspillet i NHL.

Udmeldingen kommer tre dage efter, at Washington med Lars Eller på holdet tabte 0-4 til New York Islanders.

Samlet tabte hovedstadsholdet med 1-4 i bedst-af-syv-serien mod New York Islanders i første runde af slutspillet.

»Vi har større forventninger til vores hold, vi føler, at det er nødvendigt med nyt lederskab,« siger vicepræsident Brian MacLellan.

Det er blot to år siden, at den nu fyrede Reirden var med til at føre Washington frem til NHL-titlen.

Da Lars Eller og holdkammeraterne i 2018 gik hele vejen og vandt Stanley Cup-trofæet med en finalesejr over Las Vegas Golden Knights, var Todd Reirden assistent.

Den 49-årige ishockeytræner blev dog forfremmet kort efter, da han overtog cheftrænerjobbet fra Barry Trotz, der i øjeblikket står i spidsen for Washingtons banemænd i dette års slutspil, New York Islanders.

»Todd har været en stor del af vores hold i mere end et halvt årti.«

»Han var med, da vi vandt Stanley Cup i 2018, og vi ønsker ham og hans familie det bedste i fremtiden,« siger vicepræsident Brian MacLellan.

New York Islanders skal i NHL-kvartfinalerne op mod Philadelphia Flyers.

/ritzau/Reuters