Der er byttedag i den danske VM-ishockeylejr.

Onsdag meddeler Danmarks Ishockey Union, at superstjernen Lars Eller forlader den danske lejr og rejser hjem.

Samtidig er der kommet en melding om, at Patrick Russell omvendt forstærker landsholdet ved VM i Slovakiet.

Lars Eller var så sent som tirsdag med på isen, da Danmark hentede sin største VM-sejr nogensinde med 9-0 over Storbritannien – her scorede Eller et enkelt mål.

»Lars gav et betinget tilsagn, da han sagde ja. Han sagde også, inden han kom, at han ikke var 100 procent klar,« siger landsholdets general manager, Kim Pedersen:

»Det var så Heinz Ehlers' (landstræner, red.) vurdering, at en Lars Eller alligevel ville være en forstærkning for os. Det synes jeg også, han har vist. Han er blevet vurderet efter hver kamp, og efter i går (tirsdag, red.) blev det ret hurtigt besluttet, at det var slut, og så bookede vi ham hjem.«

Lars Eller har været det danske landsholds ubetinget største stjerne, efter at han sidste år var med til at vinde Stanley Cup med Washington Capitals. I den sæson scorede han blandt andet det afgørende mål i finaleserien, der endegyldigt sikrede det traditionsrige trofæ.

Der er til gengæld nye kræfter på vej til det danske landshold, når forwarden Patrick Russell efter planen torsdag ankommer til Kosice torsdag. Ishockeyforbundet forventer, at han allerede kan være med i kampen mod Finland samme aften.

Han er blevet tilgængelig, fordi hans hold i AHL-slutspillet, Bakersfield Condors, er blevet slået ud.

Han har siden været igennem et lægetjek og har fået grønt lys til at flyve til Europa for at spille for Danmark.

Patrick Russell VM-debuterede i 2017 og var også med på hjemmebane i Herning sidste år.

Danmark har indtil videre spillet tre kampe ved slutrunden og vundet to. Der resterer fire kampe i grundspillet, og det danske landshold har stadig chancen for at gå videre til kvartfinalerne.

Sådan ser Danmarks resterende program ud ved VM:

  • Torsdag 16. maj: Finland-Danmark (20.15).
  • Lørdag 18. maj: Danmark-USA (12.15).
  • Mandag 20. maj: Canada-Danmark (20.15).
  • Tirsdag 21. maj: Slovakiet-Danmark (16.15).