Ishockeylandsholdets testkampe fredag og lørdag handler mere om at prøve nye spillere af end OL-forberedelse.
Det er ikke ligefrem en generalprøve forud for OL, det danske herrelandshold i ishockey fredag og lørdag afholder, når det spiller to testkampe mod Letland og Norge.
Til det afviger den trup, han har udtaget til kampene, for meget i forhold til det hold, han agter at tage med til vinter-OL i Beijing i februar.
Sådan lyder det fra landstræner Heinz Ehlers.
- Jeg synes, vi har en flok talenter, der spiller i Metal Ligaen og i udlandet, som måske endnu ikke har fået chancen på landsholdet, og dem vil jeg gerne se, på noget der ligner internationalt niveau, siger landstræneren.
- Men selvfølgelig kan de her kampe bruges lidt i forhold til OL. Der er nogle spillere med nu her som også er OL-aktuelle, men det her er jo ikke i nærheden af at være det hold, vi tager med til OL.
Næste års vinter-OL bliver det første nogensinde med dansk deltagelse i ishockey, efter at Ehlers' tropper i august slog lørdagens modstander, Norge, i den afgørende kvalifikationskamp.
Efter weekenden har landsholdet ikke flere testkampe i kalenderen, men Heinz Ehlers behøver heller ikke nødvendigvis se sit hold spille flere kampe for at finde ud af, hvem der skal med til legene.

- Lige nu scouter jeg selvfølgelig og er ude og tjekke spillernes form, og hvordan de gør det. Men jeg har allerede nu et godt overblik over, hvem jeg vil have med, siger Ehlers.
Mens Norge altså ikke skal med til vinter-OL, så er Letland kvalificeret.
Danmark møder fredag klokken 19 Letland i Vojens, mens mødet med Norge spilles i Esbjerg lørdag klokken 18. Torsdag mødte Letland og Norge hinanden i Esbjerg. Her vandt Letland med 3-0.
/ritzau/

