De har et specielt forhold til hinanden, nordmændene og danskerne. Lidt drillende, lidt hadsk.

»Nordmænd kan ikke spille fodbold,« siger manden på gaden i Danmark.

»Danskere kan ikke spille ishockey,« siger nordmændene.

»Hvordan kan det så være, at vi har så mange spillere i NHL. I har kun én (Mats Zuccarello, New York Rangers),« returnerer danskeren.

En kendsgerning er det, at er der nogen, nordmændene hader at tabe til i ishockey, så er det danskerne. Og vice versa.

De to arvefjender brager lørdag kl. 20.15 sammen i en ekstremt vigtig VM-kamp i CEZ Arena i Ostrava. Et drama på klokkeslet. En krig på isen.

Ingen har glemt Jannik Hansens amokløb i VM i Stockholm, hvor han ville have fat Ole-Kristian Tollefsen. Og i en kamp i Stavanger kom Nichlas Hardt i vildt slagsmål med den hårdtspillende norske back.

Om det kommer til at gå lige så hedt til denne gang, må tiden vise.

Efter Norges 3-1 sejr fredag over Slovenien på tre powerplaymål, talte BT med Ole-Kristian Tollefsen.

»Arvefjender? Jeg kalder det søskendekærlighed. Haha. Jo, jeg kan godt huske det i Stockholm med Jannik Hansen og Hardt i Stavanger. Det er, hvad der sker,« siger han leende.

»Jeg spiller hårdt. Det er min spillestil. Det er lige meget, om det er mod Rusland, Canada eller Danmark. Det bliver en tæt, intens og fysisk kamp mod Danmark. Vi har spillet mod hinanden så mange gange, og ingen af os kan lide at tabe.«

Backen Anders Bastiansen supplerer:

»Det er altid sjovt at møde danskerne, og det bliver en meget lige kamp. Kan vi slå Danmark og Hviderusland, har vi vundet fire kampe i træk og har chancen for en kvartfinale. Det er vores mål.«

Patrick Thoresen er den ubetinget største profil på det norske hold. En verdensklassespiller, som blev russisk mester med SKA St. Petersburg og to gange har vundet KHL.

Andre topspillere er brødrene Mathis og Ken Andre Olimb fra henholdsvis Frölunda og Düsseldorf og backerne Jonas Holos fra Lokomotiv Yaroslavl i KHL og det 19-årige stjerneskud fra Brynäs, Mattias Nørstebø, som blev dobbelt målscorer og matchvinder i 3-2 sejren over Slovakiet.

»Mattias har alle de egenskaber, der skal til, og som kun få norske backer har. Han har blik for spillet og en utrolig ro. Det er skønt at se,« siger Patrick Thoresen.

Den norske avis VG's ishockeyekspert, Øystein Jarlsbo, siger:

»Det største problem for Norge er, at mange spillere er oppe i årene med 38-årige Mats Trygg som den ældste. Der skal et generationsskifte til.«

Norges enlige NHL-spiller, Mats Zuccarello, var ikke været med i VM siden 2010 i Tyskland.