Ïshockeylandstræner Janne Karlsson ser bort fra de nordamerikanske spillere og tager fem nye med fra de europæiske ligaer i landsholdets kommende VM-forberedelseskampe.

I sin anden samling med en kamp mod Østrigs OL-hold 4. februar i Wien på vej til fire nationers-turneringen i franske Briancon mod Tyskland, Kazakhstan og Frankrig ser ishockeylandstræneren for første gang i landsholdsregi Morten Green,Schwenninger Wild Wings, Daniel Nielsen, Hamburg Freezers, Kim Staal, Starbulls Rosenheim, Stefan Lassen, Graz 99ers, og Kirill Starkov, Esbjerg Energy.

Af forskellige grunde var de ikke med i Janne Karlssons debut i Stavanger, hvor Danmark imponerede med sejre over de evige rivaler fra Norge 4-3 og 3-2.

En formstærk Kim Staal, årets spiller i sidste sæson, har i 24 kampe for topholdet Rosenheim  i DEL2 lavet 33 point (12 mål og 21 assists). Han er i øvrigt en af den håndfuld danske spillere, landstræneren har coachet i Sverige.

På grund af OL i Sotji ligger NHL stille, men Janne Karlsson har ikke ønsket at bruge de nordamerikanske spillere.

- Dem behøver jeg ikke at se. Jeg tror også hellere, at de vil holde en pause under OL end rejse til Europa. Jeg er løbende i kontakt med dem. De er meget positive og vil gerne repræsentere landsholdet i VM, siger han til BT.

Selv om de fem, der meldte fra til Norge, er klar på Karlssons notesblok, har landstræneren ikke udtaget det endelige hold til den kommende VM-test.

Op til VM-premieren 10. maj mod Tre Kronor i Chizhovka Arena i Minsk spiller landsholdet yderligere seks kampe, to i Tjekkiet, to i Sverige og en ude og en hjemme mod Hviderusland.

Kampene mod Sverige spilles 16. april i Lindab Arena i Ängelholm og 18. april i Malmö Isstadion.