Nicklas Jensen havde håbet på mere og er ikke tilfreds med det danske udbytte af ishockey-VM.

I de første mange år efter oprykningen til A-gruppen i 2002 tog det danske ishockeylandshold til VM med én eneste mission: Overlevelse blandt verdens 16 bedste nationer.

Men dansk ishockey er kommet længere end det, og den nye generation af spillere er ikke klar til at åbne for champagnen, blot abonnementet til topdivisionen bliver fornyet.

- Vi gik efter kvartfinalen, og det nåede vi ikke. Det er ikke, fordi det er decideret dårligt. Vi havde tætte kampe, og vi havde chancerne til at kunne stå i kvartfinalen nu, siger forwarden Nicklas Jensen.

Derfor er han heller ikke tilfreds med præstationen ved VM, hvor Danmark efter tirsdagens straffenederlag til Slovakiet sluttede på en jævn 11.-plads.

Ikke i nærheden af nedrykning. Heller ikke i nærheden af en plads i kvartfinalen.

- Vi skal aldrig være tilfredse med bare at overleve. Det er selvfølgelig godt, men vi har kapaciteten og spillerne til at komme videre og nå i kvartfinalen, siger Nicklas Jensen.

- Når vi ikke formåede det, kan vi ikke tage hjem og bare være tilfredse. Vi bliver nødt til at vide, at vi er en god hockeynation med et godt landshold, og at vi skal forvente en lille smule mere af hinanden.

- At vi skal presse på til at komme i kvartfinalen og være et hold, de andre lande ikke gider spille imod, fastslår den hårdtskydende forward.

Landstræner Heinz Ehlers peger på, at de mange afbud op til VM sætter grænser for, hvad man realistisk kan forvente.

- Vores muligheder afhænger af, hvilke spillere vi har til rådighed. Derfor står jeg heller ikke tilbage og er superskuffet over vores resultater. Der er også positive ting, vi kan tage med.

- Men vi ved også, at skal vi have en chance for at nå kvartfinalen, er vi nødt til at have flere af vores bedste spillere med, siger Heinz Ehlers.

/ritzau/