Washington Capitals-spilleren Lars Eller kan blive den første dansker, som vinder den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

For at vinde Stanley Cup-trofæet kræves en samlet sejr over Vegas Golden Knights. Der spilles bedst af syv kampe, og første opgør spilles klokken 02.00 natten til tirsdag dansk tid.

Lars Eller blev spurgt til betydningen af en eventuel triumf, da han var med til en stor mediedag om begivenheden.

»Denne gang har det handlet om spørgsmål om Stanley Cup. Hvordan føles det, hvad betyder det? Men jeg har gentaget mine svar mange gange de seneste fire eller fem dage. Vi går ind til kampene, på samme måde som vi har gjort i alle andre serier. Vi har meget respekt for modstanderen på den anden side, men det handler udelukkende om os selv,« siger Lars Eller ifølge nhl.com.

I sidste uge forklarede Lars Eller i et interview med Liga på P3, at han både håber og tror på, at han bliver den første dansker til at løfte trofæet.

»Vi har holdet til at kunne vinde finalen. Vi har alle de ingredienser, der skal til for at få succes i et slutspil, hvilket vi har bevist,« sagde Lars Eller til Liga på P3.

Han mener, at det er det største, man kan vinde i karrieren.

»Det er her, de bedste spillere og bedste hold i verden spiller, og det er det trofæ, der er sværest at vinde. Derfor er Stanley Cup det mest eftertragtede at vinde, og det største du kan opnå som ishockeyspiller,« lød det fra Lars Eller.

Dermed er det også større end eksempelvis VM og OL, mener danskeren.

»Der er så mange ting, der skal gå din vej for at nå finalen. Det gælder om at tage chancen på det rigtige tidspunkt, for det er en chance, man måske kun får én gang i livet,« forklarede Lars Eller.

Lars Eller skiftede til Washington Capitals fra Montreal Canadiens i juni 2016.

/ritzau/