Homoseksuelle sportsfolk viser andre, at man ikke behøver gå ud af sport for at være åben om sin seksualitet.

Når sportsfolk springer ud som homoseksuelle, kan det rykke ved rammerne for, hvordan man dyrker sport, og hvem der kan dyrke sport.

Sådan siger Ask Ulrich Petersen, som er forperson i LGBT Danmark, efter, at ishockeymålmanden Jon Lee-Olsen torsdag sprang ud som homoseksuel på TV2's "Go' aften live".

Det har ingen professionel ishockeyherre i Danmark gjort tidligere, og ifølge tv2.dk har kun to andre ishockeyherrer i verden gjort det før som aktive.

- Det kan muligvis rykke ved nogle normer og skubbe til rammerne for, hvordan man dyrker sport.

- Repræsentationen udvider rummet for, hvordan man kan være sportsudøver, og det viser andre, at de ikke behøver gå ud af sport for at være åbne om deres seksualitet, selv om de dyrker elitesport, siger Ask Ulrich Petersen.

/ritzau/