Den danske ishockeyspiller siger farvel til San Jose Sharks og skifter til CSKA Moskva i KHL-ligaen.

San Jose. Ishockeyspilleren Jannik Hansen skal efter mange år i NHL-ligaen spille for russiske CSKA Moskva i den kommende sæson.

Ifølge TV2 Sport har danskeren, der forlader San Jose Sharks, bundet sig til et år med CSKA Moskva, der i sidste sæson nåede frem til finalen i KHL-ligaen.

- Det er ikke et rygte - den er god nok. Kontrakten er på plads, bekræfter Jannik Hansen i en besked til TV2 Sport.

32-årige Jannik Hansen blev i 2004 valgt af Vancouver Canucks i NHL-draften.

I 2006/2007-sæsonen fik han debut for klubben, hvor han blev frem til februar sidste år.

Her skiftede Jannik Hansen til San Jose Sharks, som han nu altså forlader efter halvandet år.

I 2011 nåede danskeren og Vancouver Canucks frem til finalen i NHL.

Vancouver tabte finalen med 3-4 i kampe til Boston Bruins, og Jannik Hansen gik dermed glip af muligheden for at løfte det eftertragtede Stanley Cup-trofæ.

I stedet blev Lars Eller den første dansker til at vinde NHL-ligaen, da han for et par måneder siden vandt Stanley Cup-trofæet med Washington Capitals.

Jannik Hansen nåede at spille 696 kampe i NHL, heraf 70 i slutspillet.

/ritzau/