Selv hvis det skulle blive til nederlag mod Frankrig har Danmark stadig chancen for en kvartfinaleplads.

Lørdagens opgør mod Frankrig er vigtigt, men Danmarks egentlige stopprøve ved VM i ishockey kommer tirsdag mod Slovakiet.

Hvis man forudsætter, at resultaterne i de kommende kampe former sig som forventet, skal danskerne uanset hvad slå Slovakiet i den sidste gruppekamp for at komme i kvartfinalen.

Det er også det, kaptajn Peter Regin kommer frem til efter en hurtig hovedregning.

- Skæbnekampen er på tirsdag. Men kampen mod Frankrig er også vigtig. Vi er nået til et punkt, hvor vi også skal forvente af os selv, at der er nogle modstandere vi skal slå, siger Regin.

Alt tyder på, at Canada, Schweiz og Tyskland allerede har sat sig på tre af gruppens fire billetter til kvartfinalen.

Dermed slås Danmark, Slovakiet og måske Frankrig om den sidste plads. Slovakiet kan højst nå op på ni point inden kampen mod Danmark, der lige nu har seks.

Så uanset om danskerne ikke skulle få point mod hverken Frankrig eller Canada, vil man kunne klemme sig foran Slovakiet med en sejr i det indbyrdes opgør.

Frankrig når op på otte, hvis holdet slår Danmark. Men skal oprykkerne holde sig inde i billedet til avancement, skal de have yderligere point mod enten Canada eller Schweiz. Og her vil franskmændene være stærkt undertippet.

Danmark kan stort set slukke lyset for Frankrig ved at vinde lørdag. Og det mener den danske kaptajn godt, at man kan tillade sig at forvente.

- Vi spiller jo vitterligt alle kampe for at vinde nu. Sådan var det jo ikke for ti år siden. Dengang vidste vi før nogle af kampene, at vi ville få klø.

- Nu er vi nået dertil, hvor der er et par kampe i sådan en turnering, hvor er vi favoritter og forventer at vinde. Og Frankrig er en af de kampe, siger Regin.

Kampen mellem Danmark og Frankrig begynder klokken 11.20 dansk tid.

/ritzau/