Meget tyder på, at Danmark og Sverige får lov at beholde værtskabet for VM 2025, som landene fik sidste år.

Det ser mere og mere ud til, at Danmark og Sverige alligevel kommer til at arrangere et fælles ishockey-VM i 2025.

De to lande blev sidste år tildelt værtskabet, men aflysningen af dette års VM i Schweiz har skabt usikkerhed, om danskerne og svenskerne kan blive tvunget til at udskyde arrangementet.

I sympati med Schweiz gik de kommende fem års VM-værter i første omgang med til at udsætte turneringerne i et år, så Schweiz i stedet kunne afholde VM næste år.

Det ville betyde, at det svensk-danske VM først ville blive afviklet i 2026.

Schweizerne meddelte dog i sidste uge, at man alligevel ikke påtager sig værtskabet i 2021, og nu er gentlemanaftalen mellem de næste fem års VM-værter taget af bordet.

Dermed er planen indtil videre tilbage ved det oprindelige udgangspunkt.

- Status er, at der ligger kontrakter og juridiske dokumenter for værtskaberne for 2021 til 2025. Derfor er der lige nu sat et foreløbigt punktum, siger Danmarks Ishockey Unions formand, Henrik Bach Nielsen.

Der er dog grund til at tage flere små forbehold.

Dels skal Schweiz hurtigt tilbage i VM-cirkulationen, fordi schweizerne har et VM "til gode" efter den uforskyldte aflysning

Dels er der stor usikkerhed om Ruslands VM-værtskab i 2023.

På grund af dopingovertrædelser blev Rusland i december udelukket fra alle store sportsbegivenheder i fire år.

Dommen indebar også, at russerne ikke må arrangere internationale turneringer i samme tidsrum, hvilket i givet fald vil ramme ishockey-VM i 2023.

Sagen er foreløbig sendt videre til Den Internationale Sportsdomstol, CAS, men hvis dommen står ved magt, opstår der altså et hul i værtsrækkefølgen.

Her kunne det være oplagt at placere Schweiz, men spørgsmålet er så, om Rusland, der er en gigant i ishockeysporten, vil presse på for i stedet at få VM, så snart karantænen er overstået.

I de store ishockeylande er man ikke voldsomt interesserede i at arrangere VM i 2026, fordi der samme år er vinter-OL.

Der er altså stadig ubekendte i den store VM-ligning. Lige nu peger pilen dog på, at Danmark og Sverige får det VM i 2025, som de to lande allerede er blevet tildelt én gang.

- Det ligner 2025. Og på et tidspunkt inden alt for længe skal vi jo til at forhandle kontrakt med en arena og finde samarbejdspartnere.

- Vi kan ikke vente til 2022 eller 2023 med at finde ud af, hvilket år vi får værtskabet, siger Henrik Bach Nielsen.

VM næste år skal spilles i Letland og Hviderusland. Året efter lægger Finland is til turneringen.

/ritzau/