De talentfulde Højbjerg-tvillinger, 20-årige Martin og Mikkel, debuterer tirsdag for Rødovre Mighty Bulls.

Efter to sæsoner i ligaen for Frederikshavn White Hawks spillede de to år for Djurgårdens U20-hold, inden de i sommer tog springet til Corpus Christi Ice Rays i den amerikanske juniorliga NAHL.

Deres første kamp for Mighty Bulls bliver pudsigt nok mod moderklubben Frederikshavn White Hawks, hvor de skal spille i kæde med Mikael T. Christensen.

Martin og Mikkel Højbjerg træner første gang med deres nye holdkammerater mandag.

- Jeg havde dem på U20-landsholdet og kender deres niveau, siger Rødovre Mighty Bulls' cheftræner, Brad Gratton.

- Jeg er glad for, at Rødovre var deres førstevalg, da de ønskede at vende tilbage til den danske liga. Det er to spillere med et stort udviklingspotentiale, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med dem.

I 37 kampe i NAHL lavede Martin Højbjerg 24 point (11 mål og 13 assists). Mikkel var skadet i starten af sæsonen og spillede kun 18 kampe med en score på ét mål og tre assists.