Herlev Eagles var 16 sekunder fra nederlag i Odense, men endte med at rejse hjem med nyvunden hjemmefordel.

16 sekunder på haluret skilte Odense Bulldogs fra en favoritsejr på hjemmebane mod Herlev Eagles, men gæsterne endte med at snuppe en vital 4-3-sejr i kvartfinaleserien.

I overtiden blev svenske Joseph Jonsson helten for Herlev, som dermed bragte sig på 2-1 i kvartfinaleserien. Der spilles bedst af syv kampe i Metal Ligaens slutspil.

Med sejren ude kan Herlev med sejre i sine to resterende hjemmekampe spille sig i semifinalerne.

Det fynske hjemmehold kom ellers planmæssigt foran midtvejs i første periode, da Otto Nieminen udnyttede forarbejdet fra Viktor Bemstrøm og Sebastian Ehlers.

Kort inde i anden periode lykkedes det dog Matthias Asperup at bringe sjællænderne på omgangshøjde med sin udligning. Det satte gang i en god periode for Herlev.

Det lykkedes endda gæsterne at komme i front med lidt hjælp fra Odense.

Fynboerne fjumrede med pucken i egen zone, så Victor Cubars kunne lægge pucken ind til Tobias Åhström helt alene foran mål. Her satte han stensikkert pucken i nettet til 2-1.

Tredje periode en hårdt spillet affære med adskillige udvisninger. Det gav muligheder i powerplay, men indtil seks minutter før tid formåede ingen af holdene at udnytte mulighederne i overtal.

Det fik Igor Merezhko ændret på. I et powerplay blev han sat op til et slagskud midt for mål og trykkede udligningen ind.

Med Gunars Skvorcovs' 3-2-mål to minutter før tid lignede det, at Odenses comeback var fuldendt, men en sidste satsning fra gæsterne gav pote.

Med målmanden hevet ud og erstattet af en ekstra markspiller lykkedes det Victor Cubars at udligne og fremtvinge en afgørelse i overtid med blot 16 sekunder tilbage.

I stedet for et succesfuldt Odense-comeback blev det Herlev, som fik vendt tingene på hovedet og kunne bryde ud i jubel på isen, da Joseph Jonsson smækkede sejrsmålet ind i overtidens syvende minut.

Holdene tørner sammen i kamp fire i Herlev på fredag.

Onsdagens andet opgør i slutspillet endte med en 1-0-sejr til Esbjerg Energy hjemme mod Sønderjyske. I lighed med Herlev giver det vestjyderne en føring på 2-1 i kampe.

/ritzau/