Topholdet Herning slog danmarksmestrene fra Esbjerg med 6-2. Gentofte og Frederikshavn vandt efter straffe.

Esbjerg. Det bliver svært for konkurrenterne i Danmarks bedste ishockeyrække, Metal Ligaen, at hente Herning Blue Fox i grundspillet.

Det formstærke tophold satte yderligere tre point ind på kontoen tirsdag aften, da midtjyderne tog til Esbjerg og slog de forsvarende mestre med 6-2.

Dermed har Herning nu 12 point ned til Frederikshavn på andenpladsen i rækken, mens Esbjerg ligger nummer seks på det yderste slutspilsmandat.

Kampen virkede til at være afgjort efter første periode, som Herning vandt med 4-0. Mellem det femte og niende minut scorede holdet tre gange.

Esbjerg fik dog stoppet blødningen i anden periode og skabt fornyet spænding.

Canadieren Carson McMillan reducerede først til 1-4, før Niklas Andersen med otte sekunder tilbage sørgede for at sætte topholdet lidt under pres inden tredje periode.

Med to mål på lidt over tre minutter i den sidste halvdel af tredje periode fik Herning-spillerne Kristoffer Jensen og Nicolai Weichel sejren til at se ganske komfortabel ud.

Der blev også spillet to andre opgør i Metal Ligaen tirsdag aften. I begge kampe skulle der bruges straffeslag til at finde en afgørelse.

I Gentofte vandt hjemmeholdet med 2-1 over Rungsted, mens det i Odense var udeholdet fra Frederikshavn, der trak sig sejrrigt ud af kampen med 5-4.

Nordjyderne havde undervejs sat en 3-0-føring over styr, men fik altså sikret sig en sejr til sidst.

/ritzau/