Der var for anden kamp i træk gummiben hos Aalborgs ishockeyherrer, som tabte ude til Herning Blue Fox.

Herning. Det har udviklet sig til at blive en åben kamp om at vinde det danske mesterskab i ishockey.

Aalborg Pirates havde godt nok vundet de første tre kampe i DM-finaleserien mod Herning Blue Fox og kunne dufte guldet.

Men søndag tabte nordjyderne for anden gang i træk, da Herning vandt 5-2 på hjemmebane og dermed reducerede til 2-3 i serien. Der spilles bedst af syv kampe.

Der blev ikke scoret et eneste mål i første periode, men i anden periode blev kampen reelt afgjort.

På otte gyldne minutter i anden periode viste Herning stor skarphed og scorede tre gange.

Mathias Møllgaard gjorde det til 1-0 to minutter inde i anden periode, mens Anders Poulsen øgede til 2-0 fem minutter senere.

Christian Silfver øgede til 3-0 efter ti minutter, og det lignede en sikker sejr til Herning.

Men Aalborg svarede igen i tredje periode og reducerede to gange.

Seks minutter inde i den sidste periode scorede Aalborg-spilleren Peter Quenneville, og fire minutter senere bragte holdkammeraten Clay Anderson yderligere spænding ind i opgøret.

Med to mål i de sidste tre minutter fra Hernings Jan Dalecky og Branden Gracel fik hjemmeholdet lukket og slukket og ikke mindst åbnet finaleserien endnu mere op.

Den sjette finalekamp spilles i Aalborg på tirsdag.

/ritzau/