Hele 12 finske spillere var på isen, da Herning besejrede Gentofte med 4-3 efter overtid.

Gentofte. Gentofte har fortsat ikke marginalerne med sig i den danske ishockeyliga, Metal Ligaen.

Sidste sæsons sølvvindere tabte mandag aften for sjette gang i de seneste syv kampe, da topholdet Herning snuppede en snæver sejr på 4-3 efter overtid.

Den afgørende scoring blev sat ind af Riku Pitkänen et minut inde i forlængelsen, mens Herning var en spiller i overtal.

At kampen fik en finsk matchvinder er ikke tilfældigt, for begge klubber er glade for finsk arbejdskraft. Tilsammen kunne de mønstre ikke færre end 12 spillere med finsk pas i Gentofte Skøjtehal.

Der stod da også Finland på de to målskytter, der sørgede for, at første periode endte 1-1.

Antti Kerälä bragte Herning foran i en situation, hvor midtjyderne var to spillere i overtal. Men kort før første pause fik målfarlige Marko Virtala udlignet for hjemmeholdet.

Herning slap bedst fra anden periode, som holdet trak sig ud af med en 3-2-føring, men unge Oliver Reuter udlignede til 3-3 for Gentofte i tredje periode.

Riku Pitkänens sejrsmål bragte Herning fem point foran Aalborg i toppen af ligaen, hvor nordjyderne dog har spillet to kampe færre.

Gentoftes sløje stime har sendt holdet ned på ottendepladsen.

/ritzau/