Herning-træner Mario Simioni gør status før tirsdagens første ishockeysemifinale mod Frederikshavn.

Mens Herning Blue Fox måtte ud i en ishockeygyser over syv kampe mod Odense Bulldogs, før pladsen i semifinalen var en realitet, klarede Frederikshavn White Hawks sig anderledes hurtigt med 4-0 i kampe over Rungsted.

Det betyder, at midtjyderne og nordjyderne har vidt forskellige udgangspunkter, før de tirsdag aften mødes i den første kamp i semifinaleserien.

»Vi kommer ind til serien med momentum, og vi har haft næsten fire dages pause, hvilket jeg vil mene er helt fint. De har haft en lang pause, og det vil jeg ikke betragte som en fordel,« siger Herning-cheftræner Mario Simioni.

Han synes nemlig, at Herning undervejs viste masser af godt spil mod Odense.

»Vi var i seks kampe det bedste hold mod Odense, og havde det ikke været for deres målmand, som stod nogle helt vanvittige kampe, havde vi også lukket serien før.«

»Vi skabte rigeligt med chancer, og kommer vi ind foran (Frederikshavns målmand) Georg Sørensen, kommer vi også til at lave mål mod dem,« siger cheftræneren.

I Frederikshavn konstaterer man, at de to klubber mødte hinanden fem gange i grundspillet, og at White Hawks vandt de tre. Målscoren blev 13-9 i Frederikshavns favør.

White Hawks sendte også Blue Fox ud af pokalturneringen, efter at de to hold vandt hver sin hjemmekamp.

I den anden semifinale møder de forsvarende mester Sønderjyske på hjemmebane Esbjerg.

Begge kampe starter tirsdag klokken 19.30.

/ritzau/