Herning Blue Fox vandt for sjette gang i seks kampe, da Aalborg blev slået i forlænget spilletid.

Herning. Ishockeyspillerne i Herning Blue Fox kan slet ikke holde op med at vinde under holdets nye træner, Petri Skriko.

Midtjyderne tog tirsdag den sjette sejr i ligeså mange kampe, da de hjemme sled sig til en 4-3-gevinst over Aalborg Pirates efter en tæt kamp.

Hjemmeholdet var endda bagud 2-3 og var blot 21 sekunder fra at lide sæsonens første nederlag.

Men da Aalborgs Clay Anderson blev udvist, og da Herning kort forinden havde erstattet målmand Simon Nielsen med en ekstra markspiller, blev presset for stort.

Farlige Branden Gracel fik udlignet til 3-3, og i forlængelsen var det landsholdsveteranen Daniel Nielsen, der med sit sejrsmål sørgede for, at Herning snuppede to point til samlingen.

I Esbjerg kom hjemmeholdet tilbage på sporet efter tre nederlag på stribe, da Esbjerg Energy slog Gentofte Stars med 3-0 i opgøret mellem sidste sæsons finalemodstandere.

Canadieren Michael Fine åbnede scoringen i første periode, og hans landsmand Carson McMillan øgede til 2-0 og 3-0 med to scoringer i powerplay.

I bunden af rækken kom Herlev Eagles op i pluspoint med en overtidssejr på 5-4 over Odense.

På grund af en økonomisk rekonstruktion startede Herlev med fire minuspoint.

Tirsdagens sejr sender klubben op i plus to, ligesom man overlader sidstepladsen til oprykkeren Hvidovre, som tabte 1-4 til naboerne fra Rødovre.

I rundens sidste kamp skuffede Sønderjyske hjemmepublikummet i Vojens med et nederlag på 1-3 til Rungsted.

Herning fører Metal Ligaen med 16 point og har endda spillet en kamp færre end nærmeste forfølger, Gentofte, som har 13 point.

/ritzau/