Kreditorer er trådt til med støtte til Herlev Eagles, som er udfordret økonomisk af svingende sponsoraftaler.

Herlev. Herlev Eagles har været økonomisk udfordret af svingende sponsoraftaler og sportslige resultater de seneste år.

Og nu har Herlev søgt om en rekonstruktion ved Sø- og Handelsretten for at redde sig, oplyser ishockeyklubben.

- De almindelige kreditorer i Herlev Eagles har sammen med Danmarks Ishockey Union allerede tilkendegivet at ville støtte op om en redningsaktion af Herlev Eagles.

- Herlev Eagles er samtidig i en positiv dialog med Skat for gennemførelse af den endelige rekonstruktion, skriver klubben på sin hjemmeside.

Redningen indebærer, at kreditorerne kun vil modtage 25 procent af deres tilgodehavender, fortæller bestyrelsesformand Nicolai Flindt.

Bestyrelsen og frivillige har etableret sponsoraftaler, aktiviteter samt tilskudsaftaler, så driften for den kommende sæson er sikret, forklarer formanden.

Klubben forventer, at rekonstruktionen falder på plads 13. september.

Herlev står til at skulle spille sin første kamp i den bedste danske ishockeyrække 8. september hjemme mod Hvidovre Fighters.

I træningskampene er det gået godt for Herlev, som har vundet fire ud af fire kampe i august. Det er blevet til to sejre over DM-sølvvinderne fra Gentofte Stars.

/ritzau/