Herlev Hornets har taget konsekvensen af, at man ikke kan få økonomien på plads.

DIUs Licensudvalg har i dag modtaget oplysninger fra selskabet bag det professionelle ishockeyhold i Herlev, som har medført at udvalget har besluttet at fratage selskabet licens til at spille i AL-Bank Ligaen 2009/10.

Selskabets ledelse er enig i beslutningen.

Selv om Herlevs ishockeyhold har et meget lavt lønbudget, er det ikke lykkedes at skaffe de forventede sponsorindtægter, og de oprindelige budgetforudsætninger holder derfor ikke.

Formanden for Herlev Ishockey Klub, Sus Christiansen, siger:

- Det er ikke forsvarligt at køre videre, når vi fortsat mangler at få over 25 % af sponsorbudgettet i hus, også fordi vi samtidig mister et tilskud fra Herlev Kommune. Derfor har vi trukket i bremsen og informeret Licensudvalget om situationen.

- Vi ønsker ikke at ende i en betalingsstandsning eller konkurs, efter sæsonen er gået i gang.

Herefter er der ni hold i AL-Bank Ligaen i 2009/10 sæsonen, som går i gang på fredag den 25. september.