Mikkel Bødker var den eneste spiller, der evnede at score i straffeslagskonkurrencen, da Phoenix Coyotes tidligt fredag morgen dansk tid hjemme besejrede Nashville Predators med 5-4.

4-4 var resultatet på scoretavlen, da straffeslagskonkurrencen blev sat i gang for at finde en vinder af opgøret, og det var også stillingen, da Mikkel Bødker efter fire missere fra hvert hold skøjtede ned mod Nashvilles mål. Han fik flot passeret målmanden, og da Nashville på sit efterfølgende forsøg brændte, kunne Mikkel Bødker lade sig hylde for den afgørende scoring.

Det blev samtidig punktum for et stærkt comeback af Phoenix, der var bagud 0-3 i første periode.

Mikkel Bødker var eneste dansker i aktion i NHL i nat, selvom målmand Frederik Andersens Anaheim Ducks også spillede. Men trods flere fine præstationer efter sin nylige debut, kom han ikke på isen i nederlaget til Boston Bruins, der sejrede 3-2 efter straffeslag.