Meget står på spil for de danske Metal Ligaen-spillere, som bliver udtaget til de første to landskampe efter OL-kvalifikationen i Oslo.

Danmark deltager i en trenationers-turnering med kampe mod Letland fredag 12. november i Frøs Arena i Vojens og Norge lørdag 13. november i Granly Hockey Arena i Esbjerg.

Landstræner Heinz Ehlers vil fortrinsvis benytte spillere fra Metal Ligaen og krydre med fire-fem spillere fra udenlandske klubber.

»Der er meget talent i Metal Ligaen. Spillere med et potentiale til et højere niveau end den danske liga,« siger Heinz Ehlers til B.T.

Landstræner Heinz Ehlers er imponeret over de danske Metal Liga-spilleres potentiale.
Landstræner Heinz Ehlers er imponeret over de danske Metal Liga-spilleres potentiale. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Efterårets kampe mod Letland og Norge bliver en udfordring for dem. Jeg ser meget frem til de to kampe.«

Landsholdets general manager, Kim Pedersen, forhandler om yderligere to OL-testkampe i december.

»Det bliver de sidste, inden vi rejser til OL,« siger Heinz Ehlers uden at nævne navnene på de to modstandere.

Den olympiske ishockeyturnering spilles i Beijing fra 9. til 20. februar.

En oplysning fra nordamerikanske kilder om, at Danmark allerede har udtaget tre spillere fra de nordamerikanske ligaer til OL, Nikolaj Ehlers, Oliver Bjorkstrand og Alexander True, til OL-holdet, skydes ned af Heinz Ehlers.

»Det er ikke noget, jeg kender noget til, så det irriterer mig at læse. Vi har ikke udtaget nogen endnu,« fastslår han.