Mikael Gath stopper som landstræner for Danmarks herrelandshold i ishockey efter sæsonen. Det oplyser Danmarks Ishockey Union i en pressemeddelelse.
Den svenske træner har tilbudt et trænerjob i en større udenlandsk liga.
Elitechef for Danmarks Ishockey Union, Morten Green, siger:
»Mikael har haft en stor betydning for landsholdet i en periode, hvor vi har taget vigtige sportslige skridt. VM-semifinalen i 2025 og deltagelsen ved OL i 2026 er resultater, som vi er meget stolte af. Samtidig er det også et udtryk for det høje niveau dansk ishockey befinder sig på, at vores landstræner nu får en spændende mulighed i en af de store udenlandske ligaer.«
Inden Mikael Gath tiltræder sin nye rolle, venter der dog stadig en vigtig opgave med det danske landshold. Fokus for både landstræneren og Danmarks Ishockey Union er nu fuldt rettet mod det kommende VM i Schweiz.
Mikael Gath ser også frem til at afslutte sit arbejde med landsholdet med fuld koncentration om den kommende VM-turnering.
Han siger:
»Det har været en utrolig rejse at stå i spidsen for det danske landshold. Sammen med spillerne og staben har vi oplevet nogle fantastiske øjeblikke og skabt resultater, som jeg altid vil være stolt af at have været en del af. Men lige nu er blikket rettet fremad. VM i Schweiz bliver en stor og vigtig opgave for os, og mit fulde fokus er på at samle holdet og forberede os bedst muligt til turneringen.«
