Mikkel Bødker var i en liga for sig og bliver Danmarks nøglespiller i det kommende VM i Riga.

I Danmarks anden af tre VM-testkampe mod Norge var den mangeårige NHL-spiller Chopin for øjet. Som landstræner Heinz Ehlers udtrykte det:

»Mikkel er en berigelse for et hold. Det er længe siden, jeg har set ham så god. Han spillede med fart på skøjterne og med stort overskud. Han var outstanding og bliver utrolig vigtig for os i Riga.«

Efter 12 NHL-sæsoner og 743 kampe i verdens bedste liga spiller han i dag i schweiziske Lugano.

NHL-veteranen Mikkel Bødker viste sin høje internationale klasse i aftes i Rødovre Centrum Arena og bliver Danmarks vigtigste spiller i VM i Riga.
NHL-veteranen Mikkel Bødker viste sin høje internationale klasse i aftes i Rødovre Centrum Arena og bliver Danmarks vigtigste spiller i VM i Riga. Foto: Christian Petersen
Vis mere

Mikkel Bødker reducerede til 1-2 i de døende sekunder i første periode i aftes i Rødovre Centrum Arena og var hele tiden en trussel i Danmarks bedste kæde med Julian Jakobsen og Mathias Bau.

Det var Mathias Baus comeback efter en lang skadespause. Han spillede sig med 100 procent sikkerhed på VM-holdet. Det var et populært valg, da han efter kampen fik prisen som bedste danske spiller.

En spiller, som ikke var med i aftes, kommer også med til Riga. Nemlig Morten Madsen fra svenske Timrå.

»Jo, Morten er VM-spiller,« siger Heinz Ehlers.

En trist historie: Efter et kvarter blev Frederik Storm fra tyske Ingolstadt tacklet i egen zone, slog hoften og knæet og udgik. Blev de sidste to perioder erstattet af Felix Scheel.

»Jeg ved godt, at man ikke skal tage sorgerne på forskud, men jeg er lidt nervøs. Nu venter vi på resultaterne af scanningen i morgen. Frederik er en vigtig spiller på VM-holdet,« siger en bekymret Heinz Ehlers.

Efter den danske 4-0 sejr i sidste uge i Rungsted havde Norge mobiliseret et klart stærkere hold. Selv om Norge vandt 4-3 med den sidste scoring i overtid, var den danske indsats klart godkendt.

»Én ting skal blive bedre. Vi skal spille med høj intensitet i hele kampen,« siger Heinz Ehlers med tanke på den hurtige norske 2-0 føring.

»Til gengæld er det også styrke at arbejde sig tilbage fra 0-2 til 3-2.«

Danmark og Norge mødes for tredje og sidste gang under VM-forberedelserne torsdag i Rødovre Centrum Arena. En kamp, der vises af TV 2 Sport, som også er med hele vejen i Riga.

Danmark tabte aftenens opgør med 3-4 (1-2, 2-0, 0-1, 0-1)