Afviklingen af et kommende ishockey-VM – uden entréindtægter – bliver dyr for det internationale ishockeyforbund, IIHF, som i næste uge afgør, om det bliver Riga, Bratislava eller Herning, der får værtskabet.

»Det er første gang, IIHF skal afholde omkostningerne for at afvikle et mesterskab. Derfor vægtes økonomien højt. På grund af det danske prisniveau – sammenlignet med Letland og Slovakiet – er Herning ikke favorit,« siger Henrik Bach Nielsen, DIU's formand og medlem af IIHF's council, til B.T.

»Hvad der til gengæld taler i Hernings favør, er den måde, man tacklede coronaproblemet på under kvindernes håndbold-EM i december. Den erfaring har man ikke med en stor international event i Riga og Bratislava. Det er et stærkt dansk kort.«

På grund af den politiske uro i Hviderusland har IIHF frataget Minsk arrangementet af en af de to ottenationers puljer. I dag er der således tre scenarier i spil.

»Det er vigtigt, at vi kan afvikle et VM. Derfor tilbød vi vores hjælp til en løsning,« siger Henrik Bach Nielsen.
»Det er vigtigt, at vi kan afvikle et VM. Derfor tilbød vi vores hjælp til en løsning,« siger Henrik Bach Nielsen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Letland, som i forvejen er vært for en af puljerne, har lagt billet ind på hele VM. Desuden har Bratislava og Herning meldt sig til puljen, som skulle være spillet i Minsk.

Litauen fra Division 1, den næstbedste række, havde også vist interesse for at arrangere VM, men er ikke kommet i betragtning i kampen om værtskabet.

I IIHF's hovedkvarter i Zürich samler man i disse dage de tre bud og indstiller dem i næste uge til det 13 mand store council, som træffer den endelige beslutning.

»Det er meget sjældent, at council ikke følger indstillingen,« pointerer Henrik Bach Nielsen.

Den danske stemme i det internationale kor var en af hovedmændene bag en plan B, da urolighederne i Minsk brød ud, og man frygtede, at de hviderussiske myndigheder ikke kunne garantere for sikkerheden under VM.

»Det er vigtigt, at vi kan afvikle et VM. Derfor tilbød vi vores hjælp til en løsning,« siger Henrik Bach Nielsen.

Kommer VM til det midtjyske (puljekampe plus to kvartfinaler), får DIU dog ikke et overskud som i 2018, hvor de over 300.000 betalende tilskuere til kampene i Royal Arena og Boxen gav DIU et smukt overskud på 12,5 millioner kroner. Næste gang, kasseapparatet ringer, bliver først i 2025, hvor IIHF har lagt en VM-pulje på dansk is.

VM 2021 afvikles i perioden 21. maj-6. juni. De 16 nationer er inddelt således med placeringen på verdensranglisten i parentes:

I Riga: Canada (1), Finland (3), USA (6), Tyskland (7), Letland (10), Norge (11), Italien (15), Kasakhstan (16).

I Herning, Bratislava eller Riga: Rusland (2), Sverige (4), Tjekkiet (5), Schweiz (8), Slovakiet (9), Danmark (12), Hviderusland (13), Storbritannien (19).

I 2020 skulle Schweiz have arrangeret VM, men mesterskabet blev aflyst på grund af coronapandemien.