For 33. gang uddeler BT fløjten til Danmarks bedste ishockeydommer. Og en hoveddommer og to linjedommere kæmper om den eftertragtede pris.

BTs Gyldne Fløjte uddeles ved Dansk Ishockey Award fredag 9. juni i MCH Herning Kongrescenter, hvor DIU hylder sine stjerner og talenter ved en stor prisfest.

I årene 1985-2011 var det BT alene, der kårede "Årets Dommer", men fra 2012 har det været dommerne selv, der afgør, hvem der skal have den traditionsrige, forgyldte fløjte med 24 karat guld og guldhjelmen fra Skatertown. Det er dommernes egen pris.

De tre kandidater i år er:
Jan Bigum, hoveddommer. Årets dommer i 2009, 2012 og 2016. Har igen holdt sit høje niveau og været det naturlige valg til de store kampe. Dømte hele vejen til den sidste finale og sluttede en lang og flot karriere med manér.

Henrik Haurum, linjedommer. Havde sin bedste sæson og var med i et væld af de afgørende kampe. Kombinerede Metal Ligaen med en succesfuld tur til U20-VM i Canada.

René Vejs Jensen, linjedommer. Tog det ultimative skridt for en dansk dommer med udtagelsen til A-VM i Paris og Köln. Er svær at overse som en del af et højtkvalificeret felt i kampen om BTs Gyldne Fløjte.

Asger Krog har rekorden som manden med flest guldfløjter, nemlig seks. Syv gange er en linjedommer blevet hædret. Senest Thomas Buchardt Andersen i 2014. Han er nu en højt estimeret hoveddommer.

Jacob Grumsen har fået prisen som både linje- og hoveddommer (henholdsvis 2001 og 2015) og siger:

»Vi dommere er lige så ambitiøse som spillerne. Vi kæmper også hele tiden for at blive bedre og komme til tops. Jeg elsker de store kampe. Jo større pres, jo bedre.«

En kvindelig dommer blev kåret i 2010. Malene Skovbakkes sæson kulminerede ved OL i Vancouver. Hun var linjedommer i en semifinale og i bronzekampen.