Joachim Blichfeld er blevet udlejet fra NHL-klubben San Jose Sharks til Frederikshavn White Hawks.

Frederikshavn White Hawks henter prominent forstærkning med øjeblikkelig virkning.

Den danske ishockeyklub har lejet Joachim Blichfeld i den nordamerikanske NHL-klub San Jose Sharks.

Han kan allerede få debut i tirsdagens ligakamp ude mod Rungsted Seier Capital, oplyser Frederikshavn White Hawks på sin hjemmeside.

Blichfeld har siden 2016 spillet i USA, hvor han samme år blev draftet af San Jose Sharks.

Han har kæmpet med at få sit gennembrud i USA, hvor det er blevet til mange kampe i WHL for Portland Winterhawks og for San Jose Barracuda i AHL.

Præstationerne i de lavere rækker gav i sidste sæson Blichfeld en plads på San Jose Sharks' NHL-mandskab i tre kampe.

- Det er altid dejligt at få spillere af egen avl hjem igen, selv om det ikke lå i kortene, at det skulle være allerede nu.

- Men pandemien har gjort, at ishockeyen ligger stille flere steder i verden, forklarer Frederikshavn.

- Derfor er vi glade for, at vi kan hjælpe Joachim med kamptræning i Metal Ligaen, hvilket hans klub også ser som en god investering for dem, når ligaerne i Nordamerika igen starter op,

Joe Will, vicepræsident i San Jose Sharks, ser et formål med udlejningen af Blichfeld til dansk ishockey.

- Vi er tilfredse med at udleje Joachim til Frederikshavn, så kan han fortsætte sin udvikling som NHL-talent. San Jose Sharks er imponeret over den kvalitet og udvikling af unge spillere, der i øjeblikket er i Danmark, siger Will.

Blichfeld glæder sig til at spille for Frederikshavn og spille i Metal Ligaen for første gang.

- White Hawks har et godt hold med en masse gode spillere, og det er et hold, der kan komme langt i denne sæson.

- Jeg ser frem til at blive en del af holdet, hvor jeg forhåbentlig kan bidrage med en masse offensivt hockey og lave nogle mål, siger Blichfeld.

Med en sejr ude over Rungsted kan Frederikshavn overtage andenpladsen fra den sjællandske konkurrent. Kampen i Rungsted går i gang tirsdag klokken 19.

/ritzau/