Eisbären Berlin vandt 6-3 over Ingolstadt i Frans Nielsens første kamp for den tyske klub.

Frans Nielsen er tilbage i europæisk ishockey, og den danske veteran fik en god oplevelse i sin første optræden for Eisbären Berlin i Deutsche Eishockey Liga, DEL.

Hovedstadsklubben vandt på hjemmebane klart med 6-3 over Ingolstadt og holder trit med topholdene i rækken.

Den 37-årige dansker blev i sommer købt ud af sin kontrakt med Detroit Red Wings efter 15 sæsoner i NHL, og siden har han givet sig god tid til at finde en ny arbejdsgiver.

Sidste søndag blev han præsenteret som ny forstærkning hos Eisbären Berlin, der er forsvarende tysk mester efter at have vundet sin ottende DEL-titel i sidste sæson.

Nielsen optrådte senest for et europæisk klubhold under en NHL-lockdown i sæsonen 2012/13, hvor han spillede 27 kampe for Lukko Rauma i Finland.

Midtjydens debut i Berlins Mercedes-Benz Arena startede forrygende. Eisbären var foran 3-0 efter mindre end 12 minutters spil.

Hjemmeholdet fortsatte dominansen og førte 6-1 inden tredje periode, hvor Ingolstadt pyntede lidt på cifrene.

Nielsen blev hverken noteret for mål eller assist undervejs. Det gjorde til gengæld de to øvrige danske aktører i kampen.

Nicholas B. Jensen assisterede ved én af Eisbären-scoringerne, mens Frederik Storm havde en stav med i to af Ingolstadts tre træffere.

/ritzau/