Den danske forward var med i Detroits føringsmål, men holdet tabte 1-2 efter overtid.

Detroit. Det er et skridt frem og to tilbage for Detroit Red Wings i dette års udgave af verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Natten til lørdag tabte det tidligere storhold efter forlænget spilletid med 1-2 til Tampa Bay Lightning.

Nederlaget faldt kun tre dage efter, at holdet ellers fik en tiltrængt sejr over topholdet Montreal Canadiens.

Men det er bare ikke Detroits sæson i år.

Det meste spillede ellers i starten af kampen mod Tampa Bay. Efter et overtag i spillet kunne danske Frans Nielsen sende pucken til sin svenske kollega Gustav Nyquist, der sendte den til Henrik Zetterberg, som fik den skovlet i mål.

1-0 til Detroit og stemningen var høj i Joe Louis Arena.

Men som så mange gange før i sæsonen kunne Detroit ikke holde fast, og pludselig stemplede Tampa Bay Lightning ind i kampen med en udligning fra Ondrej Palat.

I overtiden tog det kun tre minutter, før Nikita Kucherov afgjorde kampen for Tampa Bay med det gyldne overtidsmål.

Detroit Red Wings har været i slutspillet 25 sæsoner i træk, men i denne sæson ligger holdet langt fra slutspilspladserne med ni kampe tilbage af den regulære sæson.

Danske Frans Nielsen har lavet 33 point i 70 kampe i sæsonen.

/ritzau/