Flere idrætsforbund har slået bremsen hårdt i.

Både hos håndbold- og basketballforbundet har man suspenderet streaming af kampe fra ungdomsrækkerne. I volleyball, hvor man først igangsætter streamingprojektet fra sommer, vil man fare med lempe og starte fra øverste seniorniveau.

Bremsen er trukket, efter Børns Vilkår over for B.T. udtrykte stærk kritik af frarøvelsen af børnenes frirum og risikoen for digital krænkelse.

Kathrine Elmose Jørgensen, der er ekspert i Digital Dannelse hos Børn Vilkår, sagde direkte, at hun håbede, at streamingen blev stoppet.

Hos Floorball Danmark vil man dog fortsætte, og direktøren i Dansk Ishockey Union (DIU), Ulrik Larsen, er forundret over, at andre har stoppet deres ungdomstreaming, da B.T. overbringer ham nyheden.

»Vi har kendt det fra Sverige i mange år, og så fik vi det implementeret for tre år siden. Folk er super glade for det. Det er et super godt produkt,« siger han.

»Måske især for os, hvor der er så store afstande. Der er bare langt for en forælder fra Rungsted, hvis barn skal spille i Frederikshavn.«

På isen kan man streame helt ned til U7-niveau, men DIU ønsker ikke at stoppe.

Hvad tænker du om Børns Vilkårs kritik?

»Vi får kun rigtig gode tilbagemeldinger. De må jo have det et eller andet sted fra, men det er ikke nået til mig,« siger Ulrik Larsen.

Der var et skrækeksempel i Norge, hvor et U12-hold var i slåskamp.

»Det eksempel har jeg hørt om. Men hvad skal man gøre for at undgå det? Hvad hvis en far står og filmer kampen og lægger den samme slåskamp ud? Alle står jo med telefonen oppe.«

Nu er dette jo sat i system. Man kunne jo helt forbyde den del.

»Det tror jeg godt nok, der ville være mange forældre, der ville blive kede af. Vi har ikke hørt et eneste kritikpunkt om det,« siger han og fremhæver de gode erfaringer fra Sverige.

»Hvis vi pludselig lukkede ned for det, så kunne jeg godt nok forestille mig, at der ville komme ramaskrig fra mange forældre, der ville synes, det var ærgerligt.«

På DIUs hjemmeside kan man se, at sådan noget som livescore er forbudt i de yngste årgange, fordi 'Børn skal have fokus på at lære, ikke på at præstere'. Hvordan hænger den politik sammen med, at I gerne vil streame?

»Det er vigtigt, at vi ikke spiller om point for de mindste, for der handler det om udvikling.«

»Jeg har ikke hørt om, at der skulle være noget i forhold til det, men jeg kan godt se, hvor du vil hen med spørgsmålet, men jeg hører kun fra forældre, der er super glade for, at de kan se deres børn spille.«

»Jeg ville gerne sige, hvis der var en eller anden hage, eller noget vi ikke havde taget højde for. Men jeg kan fortælle dig om det ene tidspunkt, hvor vi har klager: Når systemet bryder ned.«

Danmarks Idrætsforbund har indbudt til møde for forbundene i næste uge.