Peter Regin, Oliver Lauridsen, Jesper Jensen og Nicklas Jensen er ude af slutspillet i den russiske KHL-liga.

De fire danske landsholdsspillere Peter Regin, Oliver Lauridsen, Jesper Jensen og Nicklas Jensen får god tid til at restituere sig frem mod VM i ishockey i maj.

Med den finske klub Jokerits nederlag til Dynamo Moskva er danskerklubben ude af slutspillet i den russiske KHL-liga, hvor det finske hold også deltager.

Nederlaget på 2-6 sender Jokerit ud, da holdet har tabt fire kampe mod Dynamo Moskva i ottendedels-finaleserien i slutspillet, hvor man spiller bedst af syv kampe.

Her nåede Jokerit kun at vinde et af opgørene.

Jokerit var undervejs i kampen bagud 0-6, men Nicklas Jensen fik reduceret til 1-6 efter en assist fra Jesper Jensen.

VM i Ishockey begynder 10. maj og afholdes i Slovakiet.

Danmark skal spille sine kampe i byen Kosice.

Her er danskerne endt i en svær pulje, hvor modstanderne bliver Canada, USA, Finland, Tyskland, Slovakiet, Frankrig og Storbritannien.

Sidste år blev VM afholdt i Danmark. Her nåede Danmark ikke videre fra gruppespillet.

/ritzau/