Mestrene fra de seneste fire sæsoner skal møde hinanden i kvartfinalen i ishockeyens DM-slutspil.

Esbjerg. De forsvarende DM-mestre i ishockey, Esbjerg, skal i slutspillets kvartfinaler ud i et sandt brag mod mesteren fra de tre sæsoner forinden, Sønderjyske.

Det blev en realitet tirsdag aften efter sidste runde af grundspillet, hvor de øverste hold på skift valgte deres kommende modstander.

Da Aalborg, Odense og Frederikshavn havde valgt henholdsvis Gentofte, Rungsted og Herning, var der kun Esbjerg og Sønderjyske tilbage.

Dermed ser kvartfinalerne således ud: Aalborg-Gentofte, Odense-Rungsted, Frederikshavn-Herning og Esbjerg-Sønderjyske.

Kvartfinalerne afvikles bedst af syv kampe. De første løber af stablen på fredag.

I tilfælde af syv kampe har de førstnævnte klubber fordel af en ekstra hjemmekamp.

Det kan blandt andet komme Esbjerg til gode. Vestjyderne sikrede sig den vitale fjerdeplads i den sidste aktion af grundspillet tirsdag aften.

Holdet skulle vinde på hjemmebane over Herning, men tilskuerne blev holdt hen i spænding til det sidste.

Først efter straffeslag sejrede Esbjerg og henviste dermed Sønderjyske til femtepladsen. Sønderjyderne havde vundet sin sidste kamp med 3-1 ude over Rungsted.

Allerede inden sidste spillerunde stod det klart, at Aalborg ville vinde grundspillet og have fordel af at vælge modstander som den første klub.

Holdet lukkede dog alligevel grundspillet med en sejr på 1-0 hjemme over Frederikshavn.

ritzau/