Tadeas Galansky veksler tilværelsen i Frederikshavn White Hawks til et skifte tilbage til Odense Bulldogs.

Ishockeyholdet Odense Bulldogs har skrevet en etårig kontrakt med den tjekkiske målmand Tadeas Galansky.

Det oplyser Odense Bulldogs i en pressemeddelelse.

Målmanden, der hjalp Odense Bulldogs til pokalsejr i 2015/2016-sæsonen, vender hjem til Odense efter tre år i det nordjyske først hos Aalborg Pirates og siden hos Frederikshavn White Hawks.

»Bulldogs-fansene skal vide, at jeg skal spille for Odense igen, og at jeg glæder mig meget.«

»Jeg har altid vidst, at jeg ville vende tilbage på et eller andet tidspunkt, for jeg har altid nydt min tid i Odense,« siger 27-årige Galansky.

Cheftræner Marc Lefebvre byder den erfarne tjekke velkommen tilbage.

»Tadeas er en erfaren målmand med høj kvalitet, og han har været en af de bedste målmand i Danmark i et godt stykke tid nu.«

»Han kommer til at være en beroligende faktor bag forsvaret, og han er en af dem, vi kommer til at sætte vores lid til i kampen om mesterskabet,« siger Marc Lefebvre.

Klubben har i flere år ønsket at få Galansky tilbage til Fyn. Omkring nytår begyndte drømmen tilsyneladende at blive realistisk.

»Det er med stolthed, at vi nu endeligt kan offentliggøre kontrakten,« siger Henrik Benjaminsen, som er sportschef i Odense Bulldogs.

Tadeas Galansky spillede for Odense Bulldogs fra 2015 til 2017.

I sæsonen 2015/16 vandt han titlen som årets pokalfighter, da Odense overraskede med en sejr i finalen mod Frederikshavn White Hawks og tog pokalen med hjem til Fyn.

Med Tadeas Galansky i målet nåede Bulldogs til slutspillet i Metalligaen i både 2015/16-sæsonen og 2016/17-sæsonen.

Første år røg de ud i kvartfinalen efter et nederlag til Herning Blue Fox. Året efter nåede de til semifinalen, men måtte se sig slået af Gentofte Stars.

/ritzau/