Spiller fra Colorado Avalanche er smittet med coronavirus. I alt er otte NHL-spillere ramt af Covid-19.

En tredje spiller fra NHL-holdet Colorado Avalanche er testet positiv for at være smittet med coronavirus. Det oplyser den nordamerikanske ishockeyliga tirsdag.

Spilleren, hvis navn ikke er offentliggjort, er gået i selvisolation og har ikke været i tæt kontakt med holdkammerater eller andre af klubbens ansatte.

Han er den ottende NHL-spiller til at teste positiv for Covid-19. De fem andre spiller alle for Ottawa Senators.

Colorado Avalanche spillede den 8. marts ude mod San Jose Sharks. Dagen forinden havde Sharks ligeledes på hjemmebane spillet mod Ottawa Senators.

Kampen blev afviklet, selv om de lokale myndigheder havde frarådet større offentlige forsamlinger af bekymring for spredning af coronavirusset.

Da Colorado dagen efter spillede mod Sharks, brugte holdet samme omklædningsrum som Ottawa Senators.

NHL satte sæsonen på midlertidig pause den 12. marts som følge af viruspandemien.

/ritzau/Reuters