Efter en overtidssejr på hjemmebane mangler Washington Capitals kun en sejr for at gå videre i NHL's slutspil.

Washington D.C.. Danske Lars Eller og Washington Capitals vandt den anden sejr i træk over Toronto Maple Leafs og Frederik Andersen i NHL's slutspil.

Dermed mangler favoritterne fra Washington kun én sejr mere for at slå sin canadiske modstander ud og avancere til slutspillets anden runde.

Holdet vandt 2-1 efter forlænget spilletid natten til lørdag. Det var det fjerde af hidtil fem opgør mellem de to hold i slutspillet, der endte i overtid.

Endnu en gang var Frederik Andersen under hårdt pres i Torontos mål, men danskeren stod en flot kamp med 26 redninger på 28 forsøg.

T.J. Oshie bragte hjemmeholdet foran efter 18 minutter i første periode, men Torontos Auston Matthews udlignede efter seks minutter i anden.

Dermed måtte de to hold igen ud i forlænget spilletid i serien.

Her dukkede Justin Williams op efter kun et minut, og han scorede på Andersen og sendte Verizon Center på den anden ende.

Lars Eller fik 14 minutter på isen uden at være tæt på at score.

Det er dog heller ikke Ellers fremmeste opgave på det stjernebesatte Washington-hold, der vandt NHL's grundspil og er blandt favoritterne til at hæve Stanley Cup-trofæet.

Næste kamp mellem de to hold finder sted i Toronto natten til mandag dansk tid. Hvis Washington vinder den kamp, er holdet videre.

Vinder Toronto, bliver den syvende og afgørende kamp spillet i Washington natten til onsdag dansk tid.

/ritzau/