Den danske ishockeyspiller indtog hovedrollen, da Washington Capitals ude slog Vegas Golden Knights 3-2.

Las Vegas. Med en scoring og to assister blev danske Lars Eller den helt store helt, da Washington Capitals tidligt torsdag morgen slog Vegas Golden Knights 3-2 i anden kamp af finaleserien i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Hjemmeholdet fra Las Vegas kom bedst fra start og bragte sig foran efter otte minutters spil.

Men Lars Eller bragte balance i regnskabet med knap tre minutter tilbage af perioden, da han udnyttede en fri position foran mål.

Det var danskerens sjette mål i dette års slutspil.

Men Lars Eller var slet ikke færdig med at vise sig frem i opgøret.

Således optrådte han fem minutter inde i anden periode i oplæggerens rolle, da han i et powerplay satte Alex Ovechkin i scene ved målet til 2-1 til Washington.

Fire minutter senere var det igen Lars Eller, der satte sidste stok på pucken, inden Brooks Orpik kunne gøre det til 3-1 i et kontraangreb.

Det lykkedes Vegas Golden Knights at få reduceret til 2-3 i slutningen af anden periode, men da der ikke blev scoret yderligere, var sejren en realitet for Washington Capitals.

Efter kampen blev Lars Eller fremhævet som en af kampens tre bedste spillere.

Med sejren står der nu 1-1 i finaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Efter to kampe i Las Vegas spilles de næste to kampe i serien i Washington. Kamp tre spilles lørdag aften lokal tid.

/ritzau/