Toronto Maple Leafs var ikke spået mange chancer inden ottendedelsfinale-serien i NHL-slutspillet mod Washington Capitals, mens Washington sluttede som det bedst placerede hold i hele NHL-grundspillet, kom Toronto videre fra en mere beskeden 14. plads.

Men serien mellem Frederik Andersens Toronto Maple Leafs og Lars Ellers Washington Capitals blev så tæt, som man næste kunne tænke sig. I fem af kampene måtte man ud i overtid for at finde en vinder, det er kun sket to gange tidligere i NHL-historien.

Først i kamp seks, natten til mandag dansk tid, lykkedes det for Washington Capitals at få den nødvendige fjerde sejr, der bragte holdet videre til kvartfinalerne.

Lars Eller var da også overrasket over, at det blev så jævnbyrdigt.

»Det blev en rigtigt tæt serie, ikke at vi havde regnet med, at det på nogen måde skulle være let, men alligevel, jeg har spillet et par NHL-slutspilsserier nu, og jeg har aldrig prøvet at spille fem overtids-kampe,« siger Lars Eller til BT.

Ifølge Lars Eller havde Frederik Andersen i Toronto-målet en stor del af æren for, at kampene blev så tætte.

»Det blev nogle lange kampe ikke mindst på grund af Frederik. Han var sit holds bedste spiller stort set hver kamp. Frederik holdt dem inde i nogle kampe, hvor jeg syntes, at vi i nogle perioder havde overtaget. Han spillede vel noget af sit allerbedste ishockey,« siger Lars Eller.

Da der i NHL ikke er tradition for, at der er i forbindelse med kampene er kontakt mellem spillere fra forskellige hold, har de to danskere ikke nået at veksle mange ord under den lange kampserie.

»Den eneste kontakt, vi har haft, var ved håndtrykket på isen efter den sidste kamp, hvor jeg selvfølgelig sagde tillykke til, at han havde stået en meget, meget flot serie, og at han igennem hele serien havde været sit holds bedste spiller,« siger Lars Eller.

Lars Eller var også godt tilfreds med sit eget spil, der blandt andet førte til to assister i serien.

»Jeg fik mere og mere istid, som serien skred frem, så jeg er godt tilfreds. Men jeg synes, at vi som hold og i nogle af kæderne ikke helt ramte et niveau, som vi havde i grundspillet,« siger Lars Eller.

Washington Capitals møder i kvartfinalen de regerende mestre fra Pittsburgh Penguins.